Opdateret den 2. juni.

Trumps handelskrig skaber usikkerhed
Præsident Trumps handelskrig er fortsat det store tema på de finansielle markeder.

Handelskrigen har været i gang siden 2. april. Dengang annoncerede Trump markante toldforhøjelser over for næsten alle lande i verden. Efter store kursfald på aktiemarkederne udsatte Trump den 9. april forhøjelserne i 90 dage over for en række lande, men der gælder fortsat en minimumstold på 10 procent.

  • Handelskrigen er de seneste uger gået ind i en ny – og lidt mere fredelig – fase. 
    USA og Kinas store forhøjelser af toldsatserne på 125 - 145 pct. er de næste 90 dage nedbragt til 10 – 30 pct. med henblik på at en permanent aftale kan indgås
  • USA og Storbritannien har indgået en ny handelsaftale
  • Der forhandles mellem USA og EU. USA har nyligt truet med at løfte toldsatsen til 50 pct., men denne trussel er sat på pause

De kommende måneder vil vise, om det lykkes at opnå aftaler mellem USA og Kina og mellem USA og EU. Hvis det sker, er det næste store spørgsmål, om der er opnået langsigtet fred på handelsområdet, eller om præsident Trump løbende vil bringe nye trusler om told i spil


Handelskrig giver lavere økonomisk vækst

Det er ikke nemt for virksomhederne at gennemskue, hvordan vilkårene for international handel vil udvikle sig. Derfor tøver mange virksomheder nu med at investere.

Vi må derfor forberede os på, at den økonomiske vækst bliver lavere i den kommende tid. I USA kan vi ikke udelukke, at væksten bliver negativ (recession).

Toldkrigen har dog endnu ikke sat sig i dårligere økonomiske nøgletal. Vi skal nok ind i 3. kvartal før vi bliver klogere på, hvor stor effekt toldkrigen har og får på økonomien. 


Aktiemarkederne har rettet sig

Aktiemarkederne har klaret sig godt mod slutningen af april og gennem maj måned. De store aktiekursfald der kom lige efter Trump startede handelskrigen, er nu blevet indhentet igen.

Det amerikanske aktiemarked ligger nu på samme niveau som ved årets begyndelse. Da det så værst ud i april, havde det tabt 15 procent. I Europa er aktiemarkedet nu steget med 10 procent i år.

Er uroen på aktiemarkedet nu overstået? Det kommer nok meget an på, hvordan forhandlingerne forløber mellem USA og Kina og mellem USA og EU.

De økonomiske nøgletal bliver også vigtige for de finansielle markeder. Vi mangler endnu at se hvor meget den økonomiske vækst påvirkes af handelskrigen. Det vil nøgletallene over sommeren give de første fingerpeg om.


Hvad betyder det for din opsparing?

I PensionDanmark spreder vi vores investeringer. Din opsparing er derfor investeret i forskellige typer af aktiver, fx aktier, obligationer, ejendomme, vindmølleparker og datacentre m.v.

Når du nærmer dig pensionsalderen, får du automatisk færre aktier og dermed mindre risiko. Selv hvis det skulle udvikle sig til en alvorlig og langvarig handelskrig, behøver ældre medlemmer derfor ikke at frygte væsentligt lavere pensioner


Hvad betyder det for dit afkast

Den mere positive markedsudvikling betyder, at afkastet nu er i plus for 2025.

Afkastet i år opgjort pr. 27. maj ligger på +1,8 procent for medlemmer, der er er 50 år eller yngre. Et medlem der er 60 år, har et afkast på +1,7 procent og et medlem der er 67 år, har et afkast på +1,5 procent. 

Hvis du logger ind på pension.dk/afkast, kan du se dit aktuelle afkast. 


Flere europæiske aktier

Europa står foran et investeringsboom, som følge af øgede investeringer i forsvar og infrastruktur. Vi har derfor tidligere på året flyttet 10 procentpoint af vores aktieinvesteringer til Europa fra USA. og vi har nu næsten lige så mange aktier i Europa som i USA.

USA er verdens største økonomi og de største selskaber i verden er amerikanske. Vi vil derfor fortsat investere i amerikanske aktier, men lige nu i mindre omfang end vi har gjort tidligere.


Ingen grund til panik

Hvis du har mange år til du skal på pension, er der god tid til at indhente midlertidige tilbagefald i aktiemarkederne. Hvis du er tæt på pensionering eller allerede er gået på pension, så har vi sænket risikoen i din opsparing, så du kan være tryg ved, at en økonomisk krise ikke får meget alvorlige konsekvenser for din pension.