Bravida Danmark er landets største installationsvirksomhed med godt 1.600 medarbejdere i 24 byer. Mere end 1.200 af dem er timmelønnede medarbejdere, som har deres overenskomstaftalte pension i PensionDanmark.
Hos Bravida bliver medarbejderne gjort opmærksomme på deres pensionsordning i PensionDanmark i en række forskellige sammenhænge. Det skal være med til at sikre, at så mange som muligt kender til ordningens indhold.
”Hvis vores medarbejdere skal have glæde af pensionsordningen, så skal de vide, i hvilke situationer i livet, der er hjælp at hente. I Bravida forsøger vi at give så mange som muligt besked ved at sprede informationen hen over året i forskellige sammenhænge,” siger Jan Pedersen, HR-chef i Bravida Danmark.
Bravida bruger bl.a. faste, tilbagevendende anledninger til at fortælle om pensionsordningen.
”Eksempelvis får alle nye medarbejdere udleveret en såkaldt velkomstpakke. I den indgår bl.a. en personalehåndbog, hvor også pensionsordningens indhold er beskrevet. Håndbogen bliver desuden opdateret fast en gang årligt og derefter udleveret til alle medarbejdere,” fortæller Jan Pedersen.
Pensionsordningen på intranet, som indstik i lønsedler og i personaleblad
Nye muligheder eller forbedringer i pensionsordningen bliver typisk kommunikeret på virksomhedens intranet, som indstik i lønsedlen eller i personalebladet Bravisen. Personalebladet bliver sendt direkte til alle medarbejderes privatadresse.
”Et godt eksempel er de nye valgmuligheder, der er kommet til efter nytår. De nye muligheder for at selv at vælge forsikringsbeløb ved visse kritiske sygdomme, førtidspension og død blev omtalt på intranet og i Bravisen kort efter, de trådte i kraft,” siger Jan Pedersen.
Markante tiltag og forbedringer tages også op på HSU-møder
På et mere overordnet niveau har Bravida også mulighed for at sætte emner på dagsordenen på virksomhedens HSU-møder (hovedsamarbejdsudvalgsmøder). De afholdes 4 gange årligt, og her deltager både direktion og tillidsmænd.
”PensionDanmark Sundhedsordning er et eksempel på et pensionstema, der blev sat på dagsordnen på et HSU-møde. Det skete, da ordningen blev indført som en del af overenskomsten for de timelønnede medarbejdere. På den måde blev både direktion og tillidsmænd klædt godt på til at fortælle videre til medarbejdere og kolleger om den fysiske behandling og telefonrådgivning, som ordningen tilbyder,” slutter Jan Pedersen.