Bestem selv, hvordan din pension skal investeres - PensionDanmark

Tip en ven

Send et link til denne side til en ven

Felter markeret med * skal udfyldes.

Send

Bestem selv, hvordan din pension skal investeres

PensionDanmark sørger for at investere dine penge bedst muligt. Men du kan også selv være med til at bestemme. Med Frit Puljevalg kan du selv bestemme fordelingen mellem aktier eller obligationer i en del af din opsparing. Du kan også lade PensionDanmark bestemme ud fra en risikoprofil, du selv vælger.

Med Frit Puljevalg kan du vælge, hvordan fordelingen skal være mellem aktier og obligationer i den del af din opsparing, som går til din kapital- og ratepension. Det er halvdelen af din opsparing. Den anden halvdel er din livsvarige alderspension, hvor PensionDanmark sørger for investeringerne.

Det skal du være opmærksom på, hvis du selv vil bestemme

Hvor stor en risiko vil du tage? Set i bakspejlet har aktier over en årrække givet den bedste forrentning, men værdien af dem svinger fra år til år. Er du villig til at tage en større risiko, kan du sætte flere penge i aktier. Vil du have større tryghed, kan du sætte flere penge i obligationer.

Hvor lang tid er der, til du skal på pension? Over tid kan dårlige aktieår blive opvejet af gode. Hvis der er lang tid, til du skal på pension, kan du overveje at sætte flere penge i aktier.

Vælg risikoprofil

Du har mulighed for, at lade PensionDanmark sammensætte investeringen ud fra en risikoprofil, som du selv vælger. Som udgangspunkt investerer vi din pensionsopsparing ud fra en middel risikoprofil. Hvis det er det, du ønsker, behøver du derfor ikke at gøre noget. Du kan også vælge at investere med en risikoprofil, der er lavere eller højere end middel – det vil sige med færre eller flere aktier.

Uanset, hvilken risikoprofil du vælger, vil vi sammensætte investeringerne efter din alder. Når du er over 50 år, reducerer vi andelen af aktier år for år. Det gør vi for at gøre risikoen i investeringen mindre i takt med, at du nærmer dig pensionsalderen.

Sådan tilmelder du dig Frit Puljevalg

Du kan tilmelde dig Frit Puljevalg på www.pension.dk/fritpuljevalg. Du kan få adgang med NemID.