Med en sundhedsordning i PensionDanmark har dine medarbejdere adgang til hurtig behandling af problemer i led, muskler og sener. Ordningen giver også mulighed for rådgivning over telefonen.
Har dine medarbejdere problemer i led, muskler og sener? Med en sundhedsordning i PensionDanmark kan de få behandling af en kiropraktor, fysioterapeut, massør eller zoneterapeut. De skal selv ringe og bestille en tid, og første gang vælger de selv den behandlingsform, de mener, kan løse problemet. Ved den første behandling, bliver den videre behandlingsform planlagt, så problemet bliver løst på den mest effektive måde.
Behandlingerne foregår på 120 sundhedscentre, som ligger over hele landet. Der er altså gode muligheder for at medarbejderen kan finde et sundhedscenter, som ligger tæt på arbejdspladsen eller bopælen. Medarbejderen bestiller tid til en behandling på www.pension.dk/sundhed eller ved at ringe på 7010 0806.
Problemet skal være opstået i forbindelse med arbejdet. Gener og problemer opstået i fritiden eller i forbindelse med sport behandles ikke gennem sundhedsordningen.
Tag problemerne i opløbet
Ondt i ryggen og andre lignende tilstande går som regel ikke over af sig selv. Hvis problemerne tages i opløbet, kan medarbejderne eventuelt forebygge rygskader eller andre alvorlige lidelser. Med en sund krop oplever de også en større arbejdsglæde, og de holder sig i gang på arbejdsmarkedet længere.
Telefonrådgivning på 7010 0806
Med PensionDanmark Sundhedsordning kan dine medarbejdere også få telefonisk krisepsykologhjælp, misbrugsrådgivning og vejledning om behandlingstilbud i det offentlige sundhedsvæsen:
- Krisepsykologhjælp: Medarbejderne kan tale med en krisepsykolog, f.eks. ved en arbejdsulykke, mobning og stress. De kan ringe døgnet rundt. I ikke-akutte tilfælde få de en telefonisk konsultation inden for tre dage – i akutte tilfælde vil de få rådgivning inden for fire timer.
- Misbrugsrådgivning: Medarbejderne kan få rådgivning om bekæmpelse af misbrug af alkohol, medicin og stoffer. Desuden kan de få rådgivning om muligheder for hjælp i offentligt og privat regi. De kan ringe døgnet rundt og vil normalt få en telefonisk konsultation senest den førstkommende hverdag efter henvendelsen.
- Guide til sundhedsvæsenet: Her kan medarbejderne få vejledning om muligheder og regler i det offentlige sundhedssystem, f.eks. om ventetider og muligheder for genoptræning. De kan ringe alle hverdage mellem kl. 8 og 21.
Er dine medarbejdere omfattet af PensionDanmark Sundhedsordning?
En pensionsordning i PensionDanmark giver dine medarbejdere adgang til sundhedsordningen, hvis det er aftalt i overenskomsten. Se om medarbejderne er omfattet af sundhedsordningen på www.pension.dk/sundhed. Her kan du også læse mere om muligheder i sundhedsordningen.
Sådan kan dine medarbejdere få adgang til PensionDanmark Sundhedsordning
Har medarbejderne ikke en sundhedsordning gennem deres overenskomst, har du mulighed for at tilkøbe PensionDanmark Sundhedsordning. Sundhedsordningen koster 30 kr. om måneden pr. medarbejder. Læs mere om PensionDanmark Sundhedsordning på www.pension.dk/sundhed.