Social ansvarlighed - PensionDanmark

Tip en ven

Send et link til denne side til en ven

Felter markeret med * skal udfyldes.

Send

Social ansvarlighed

Som investor har PensionDanmark først og fremmest ansvar for at opnå et højt og sikkert afkast. Det er afgørende for størrelsen af de pensioner, der vil blive udbetalt til medlemmerne.

Målsætningen om et højt afkast med begrænset risiko er i vidt omfang i overensstemmelse med andre samfundsmæssige hensyn, fordi virksomhedernes succes på lang sigt afhænger af, om de lever op til de miljømæssige og sociale normer på de områder, hvor de er aktive.

Indsats bygger på konventioner

Bestyrelsen for PensionDanmark har vedtaget et sæt investeringsretningslinier, hvori det bl.a. fremgår, at PensionDanmark ikke vil være investeret i virksomheder, der overtræder generelt accepterede normer med hensyn til bl.a. sociale og miljømæssige forhold (FN’s menneskerettighedskonvention, ILO-konventioner m.fl.).

Overordnet køber og sælger PensionDanmark aktier for at opnå et godt afkast. Det bygger på en analyse af virksomhedernes aktivitet, udsigterne for deres fremtidige indtjening og en vurdering af, om markedskursen på aktierne forekommer dyr eller billig. Køb af aktier er derfor ikke nødvendigvis udtryk for ros eller støtte til en virksomhed, og salg kan tilsvarende ikke tolkes som et udtryk for afstandstagen eller mishag.

Samarbejde med ekstern partner

PensionDanmark har siden 2004 samarbejdet med en ekstern partner, der jævnligt gennemgår PensionDanmarks aktiebeholdning. Flere gange årligt fremsender Foreign & Colonial rapporter til PensionDanmark, der beskriver eventuelle brud på grundlæggende menneske- og arbejdstagerrettigheder samt miljøbestemmelser begået af selskaber, der indgår i PensionDanmarks aktieportefølje.

PensionDanmark tager bl.a. på den baggrund stilling til, om der er virksomheder, selskabet ikke længere ønsker at være investerede i, eller om der er virksomheder, der som følge af ændret adfærd, på ny kan inkluderes i investeringsuniverset.

Samtidig har Foreign & Colonial løbende dialog med de udenlandske virksomheder, som har en kritisabel adfærd, for herigennem at påvirke selskaberne til at ændre adfærd samt forestå stemmeafgivning i forbindelse med generalforsamlinger. Alle forhold omkring stemmeafgivning og dialog i forhold til selskaber hjemmehørende i Danmark varetages direkte af PensionDanmark.

PensionDanmark medunderskriver af UN PRI

PensionDanmark tilsluttede sig i efteråret 2008 FN’s principper for ansvarlige investeringer (UN PRI).

Som underskriver af UN PRI skal PensionDanmark årligt udarbejde en fremskridtsrapport vedrørende den konkrete implementering af principperne i det forgangne år. Resume af seneste fremskridtsrapport for (på engelsk) kan ses her.

Hovedpunkter i rapporten er bl.a.:

  • PensionDanmark har i 2011 – gennem den eksterne samarbejdspartner F&C – haft dialog med 618 af de virksomheder, der er – eller i perioden har været – i PensionDanmark aktieportefølje. Heraf har godt 200 været af mere omfattende karakter, mens de øvrige har været mere begrænsede – typisk i forbindelse med, at F&C har skrevet til virksomheden for at forklare stemmeafgivning i forlængelse af den årlige generalforsamling. I løbet af den nævnte periode er der registreret 275 milepæle i relation til virksomhederne ageren inden for miljømæssige og sociale forhold samt god selskabsledelse.
  • I overensstemmelse med UN PRI udøver PensionDanmark sine ejerrettigheder ved at afgive stemme på generalforsamlingerne i de udenlandske børsnoterede selskaber, hvor PensionDanmark ejer aktier. Konkret sker det ved, at F&C – med udgangspunkt i fastsatte retningslinjer for stemmeafgivning gennemfører den konkrete stemmeafvikling. I 2011 har PensionDanmark afgivet stemmer på 1.616 generalforsamlinger fordelt på 16.761 konkrete afstemninger – herunder 360 forslag fra aktionærerne. I 83 pct. af tilfældene har PensionDanmark stemt med bestyrelsens anbefalinger, mens der i 13 pct. af tilfældene er stemt imod – blandt andet i sager, hvor der kunne stilles spørgsmålstegn ved bestyrelsesmedlemmers uafhængighed samt i sager med uigennemsigtige options- eller aflønningsprogrammer, eller hvor der kunne ske udvanding af ejerandelen.
  • PensionDanmark varetager selv stemmeafgivelsen på sin beholdning af danske aktier. I 2011 har PensionDanmark afgivet stemmer på 22 generalforsamlinger. I alle tilfælde er der stemt med bestyrelsernes anbefalinger.

PensionDanmark er desuden medlem af Dansif, der er et netværksforum for professionelle investorer, der beskæftiger sig med ansvarlige investeringer. Selskabet har desuden valgt at tilslutte sig Carbon Disclosure Project (CDP), der er en international non-profit organisation, der har fokus på virksomhedernes miljø- og klimarapportering.

Henvendelser vedrørende konkrete aktieinvesteringer

PensionDanmark modtager med mellemrum henvendelser fra medlemmer, medier og andre interessenter med spørgsmål eller kommentarer til konkrete aktieinvesteringer.