Infrastruktur og vedvarende energi - PensionDanmark

Tip en ven

Send et link til denne side til en ven

Felter markeret med * skal udfyldes.

Send

Infrastruktur

Ultimo 2011 var der investeret 4,3 mia. kr. i infrastruktur og vedvarende energi.

Hovedparten af infrastrukturporteføljen består af direkte investeringer i sol- og vindenergiprojekter samt infrastrukturfonde med investeringer inden for transport (betalingsveje, broer mv.), forsyningsvirksomheder (transmissions- og distributionsaktiver inden for el og gas mv.) og social infrastruktur (hospitaler, skoler mv.) i Europa og USA. Herudover indgår en mindre portefølje med investeringer i børsnoterede selskaber med aktiviteter indenfor primært infrastruktur (betalingsveje, forsyningsanlæg mv.)

Infrastrukturinvesteringer er attraktive, fordi de målt over en årrække forventes at give et forholdsvis stabilt afkast. Samtidig giver de en god beskyttelse mod stigende inflation. Det skyldes, at efterspørgslen efter de aktiviteter, der investeres i, er meget stabil og forudsigelig, uanset hvordan de økonomiske konjunkturer går. Dertil kommer, at prisen på f.eks. en brobillet – eller den betaling fondene får for at drive og vedligeholde et energiforsyningsanlæg – typisk bliver reguleret med inflationsudviklingen.

Vedvarende energi

Indenfor de seneste år er der sket en markant øgning af PensionDanmarks investeringer indenfor vedvarende energi. Der har især været fokus på projekter, hvor el-produktionen kan afsættes til en statsgaranteret fast afregningspris, da denne type projekter giver gode muligheder for at opnå et stabilt og attraktivt afkast.

I september 2010 indgik PensionDanmark og DONG Energy en aftale, hvor PensionDanmark erhvervede halvdelen af Nysted Havmøllepark for godt 700 mio. kr. Og i 2011 - ligeledes med Dong Energy som partner - har PensionDanmark erhvervet 30 pct. af Anholt Havmøllepark for knap 4 mia.kr. Anholt Havmøllepark skal stå færdig ultimo 2013 og bliver Danmarks største havmøllepark. Parken vil kunne dække 400.000 husstandes årlige forbrug med CO2-fri elektricitet. Investeringerne i vindenergi sikrer PensionDanmark et stabilt afkast, som med stor sikkerhed vil ligge pænt over obligationsrenten.

Allerede i 2009 etablerede PensionDanmark i samarbejde med to andre danske pensionsselskaber fonden Green Power Partners. Fonden investerer primært i sol- og vindenergi projekter i udvalgte europæiske lande. Ultimo 2011 udgjorde PensionDanmarks investering i Green Power Partners 237 mio. kr., mens PensionDanmarks samlede investeringer i vedvarende energi og energiinfrastruktur udgjorde godt 2 mia. kr. Afkastet af investeringer i vedvarende energi forventes at ligge mellem 7 og 10 pct. pr. år.