Gigtforeningen og PensionDanmark har i dag indgået aftale om et samarbejde, som skal sikre hurtig og målrettet hjælp til PensionDanmarks medlemmer med muskel- og skeletproblemer.
Samarbejdet betyder, at medlemmer af PensionDanmark, der får tilkendt offentlig førtidspension som følge af lidelser i bevægeapparatet, får et års frit medlemskab af Gigtforeningen – udover en månedlig, supplerende førtidspension fra PensionDanmark. Medlemskabet giver adgang til alle Gigtforeningens tilbud om rådgivning, information og forskellige aktiviteter.
De to parter er desuden i gang med at udvikle særlige forebyggende øvelsesprogrammer til bl.a. chauffører, frisører og bygningsarbejdere – særligt udsatte medlemsgrupper i PensionDanmark, når det drejer sig om muskel- og skeletskader.
Direktør for Gigtforeningen Lene Witte ser samarbejdet som en helt naturlig måde at nå ud til endnu flere danskere, som har behov for hjælp til at håndtere den store folkesygdom, som gigt er:
”Vi glæder os meget til at byde PensionDanmarks medlemmer velkommen, og jeg kan love, at vi har masser af relevant viden, kompetent rådgivning og spændende aktiviteter at tilbyde PensionDanmarks medlemmer. Vores behandlingssteder har allerede lavet aftaler med nogle af selskabets medlemsvirksomheder om uddannelse og foredrag ude på virksomhederne,” siger Lene Witte, som vil lægge sig i selen for at udbygge samarbejdet yderligere.
Adm. direktør i PensionDanmark Torben Möger Pedersen ser frem til samarbejdet:
”Hvert år oplever vi desværre, at godt 1.300 af vores medlemmer må forlade arbejdsmarkedet i utide for at gå på førtidspension. Den største synder er sygdomme eller skader i bevægeapparatet, som står for halvdelen af vores førtidspensioner. Gigtforeningens rådgivning og aktiviteter er målrettet denne medlemsgruppe, som nu vil få bedre hjælp til at leve med deres sygdom. Jeg håber, at samarbejdet på sigt kan udbygges med flere forebyggende indsatser, så vi kan reducere antallet af medlemmer, der kommer på førtidspension,” siger Torben Möger Pedersen, adm. direktør i PensionDanmark.
700.000 danskere berørt af gigt
Omkring 700.000 danskere er berørt af gigt, og dermed også en stor del af PensionDanmarks 570.000 medlemmer, som er faglærte og ufaglærte lønmodtagere. Hvert år ender 1.300 af PensionDanmarks medlemmer på førtidspension – 40 procent pga. skader i bevægeapparatet. Forekomsten af disse lidelser er dermed dobbelt så høj som i befolkningen som helhed.