Reglerne for efterløn
Størrelsen på din efterløn afhænger af, om du opfylder den såkaldte 2-årsregel. Det gør du, hvis du i snit har arbejdet mindst 30 timer om ugen i to år, efter at du har fået dit efterlønsbevis. Du kan altså tidligst opfylde 2-årsreglen, når du fylder 62 år.
Hvad gælder, hvis du opfylder 2-årsreglen?
Opfylder du 2-årsreglen, kan du få op til 100% af dagpengesatsen. Så vil din pension kun blive modregnet i efterlønnen, hvis den er led i et ansættelsesforhold og bliver udbetalt månedligt i efterlønsperioden.
Du kan altså få udbetalt din kapitalpension fra PensionDanmark uden fradrag i efterlønnen. Din ratepension og alderspension modregnes kun i efterlønnen, hvis du starter udbetalingen i efterlønsperioden.
Få et skattefrit engangsbeløb
Du kan først få det skattefrie engangsbeløb, når du opfylder 2-årsreglen – typisk som 62-årig.
Herefter får du 11.950 kr. (2011) skattefrit, hver gang du arbejder 481 timer (i 2011). De 481 timer svarer til fuldtidsarbejde (37 timer om ugen) i et kvartal.
Du kan højst få 143.000 kr. (2011) skattefrit. Det får du, hvis du arbejder 5.772 timer. Det svarer til fuldtidsarbejde i tre år.
Engangsbeløbet bliver udbetalt af a-kassen, når du fylder 65 år.
Hvad gælder, hvis ikke du opfylder 2-årsreglen?
Hvis du går på efterløn, før du opfylder 2-årsreglen, kan du maksimalt få 91% af dagpengesatsen. Der sker et vist fradrag for alle dine pensioner i efterlønnen. Og det er uanset, om pensionerne kommer til udbetaling i efterlønsperioden eller ej. Modregningen forsætter i hele efterlønsperioden. Du kan på Arbejdsdirektoratet læse mere om hvilke indtægtet der medfører fradrag i efterlønnen.