Medarbejderne optjener frihed i overensstemmelse med nedenstående bestemmelser.
Medarbejdere optjener 6 fritimer for hver 7 ugers ansættelse, svarende til 6 fridage á 7,4 timer pr. år.
Med virkning fra 1. april 2009 optjenes 7 fritimer for hver 7 ugers ansættelse. For andre end fuldtidsansatte foretages forholdsmæssig beregning.
Afløsere ansat jf. bestemmelserne i § 2 optjener 1 times frihed pr. 43 timers præsteret arbejde stigende til 1 times frihed pr. 37 timers præsteret arbejde med virkning fra 1. april 2009. Optjening af fritimer suspenderes i perioder, hvor medarbejderen afholder ikke - retsbestemt orlov.
Der optjenes endvidere:
- 4 timers frihed for arbejde på den 31. december
- 2/3 times frihed for hver præsteret arbejdstime på en søgnehelligdag
- 4 timers frihed pr. måned til tillidsrepræsentanter
- 10 timers frihed pr. måned til fællestillidsrepræsentanter
Friheden for tillidsrepræsentanter øges til 6 timer med virkning fra 1. april 2010.
Der ydes betaling for fridagen svarende til normal timeløn ekskl. genetillæg. Der kan ikke afholdes mere frihed end der til enhver tid er dækning for på fridagskontoen. Fritimer afvikles og placeres efter den enkelte medarbejders ønske og under hensyntagen til virksomhedens tarv. Frihed svarende til 2 arbejdsdage pr. kalenderår (14,8 time) har virksomheden forlods dispositionsret over.
Fra og med 2009 skal medarbejderens fridagskonto gøres op ved hvert skatteårs afslutning, således at de på fridagskontoen stående timer udbetales i forbindelse med afslutningen af skatteåret. Der kan alene udbetales det antal timer, der overstiger 14,8.
Medarbejderen kan senest 1. december meddele virksomheden, at værdien af de på fridagskontoen stående timer, enten ønskes udbetalt som løn, indbetales som et ekstraordinært pensionsbidrag på medarbejderens arbejdsmarkedspensionsordning i PensionDanmark, eller overføres til næste år.